Fortælling

Her er et lille udvalg af forskellige historier, og der er mange flere, så har du / I særlige ønsker eller behov er I meget velkomne til at kontakte mig på telefon eller mail.

 

"Balladen om troubadouren Thomas"

Thomas er harpespiller og hans spiller guddommeligt. Han er en fri sjæl og altid på farten.

Og han elsker kvinder. Men hvorfor nøjes med en? Først da han møder Elizabeth, en rødhåret furie, med grønne øjne og sart hud, får han lyst til at slå sig ned, men så en dag forsvinder han på mystisk vis…………..

Denne fængslende historie er inspireret af en ballade fra 1300-tallet, om True Thomas, der var en profet for sin tid. Han forudså samlingen af Skotland og England under én konge, Jacob den Første, som ville ske når Tweedfloden strømmede ind over Merlins grav. Det skete i 1603! Det siges at han forsvandt ind i Elverland hvor han tjente dronningen i 7 år, og vente forvandlet tilbage. Han havde fået en gave; tungen der kun taler sandhed!

Musikalsk ledsagelse af Trine Opsahl på keltisk harpe.

 

”Frans af Assisi”

”Aldrig har jeg set så fængslende smukke øjne!”, tænker Frans, da han konfronterer sin egen afsky og væmmelse og omfavner en spedalsk mand. Det bliver starten på en livslang og visionær rejse.

”Frans af Assisi” er historien om et usædvanligt menneske. Han voksede op til et liv i rigdom, men valgte et liv i fattigdom. Han var stifter af de små brødre, der levede som frie fugle, uden at eje noget og af hvad de kunne tigge sig til fra dag til dag. Han største ønske var at tjene sandheden og Jomfru Fattigdom.

Han havde stor kærlighed til alt levende og stor respekt for naturen og andre mennesker.

Musikalsk ledsagelse af Trine Opsahl på keltisk harpe.

 

”Legenden om julerosen”

Røverkællingen og hendes fem unger er værre end det værste tiggerpak. De bor oppe i gøngeskoven, fordi manden er dømt fredløs. Når der ikke er mad nok, går de tiggergang. Under en af deres vandringer, kommer de til Øved Kloster. Her møder røverkonen en ligesindet hvad angår kærligheden for blomster og urter. Men det bliver også et skæbnesvangert møde, med katastrofale følger for klostrets abbed Hans.

”Legenden om juleroserne” er en af Selma Lagerlöfs meste elskede og fortalte historier omkring juletid. Med sine fantastiske karakterer, unikke tema og malende beskrivelser af Gøngehaven, der forvandler sig julenat for at fejre Vorherres fødsel, er netop denne legende en dejlig måde at huske julens budskab.

Tilbydes også med ledsagelse af Trine Opsahl på keltisk harpe.

 

”Kalevala”

Kalevala er en sang om livet. Fuld af lidenskab og utæmmet natur. Om skjalden, den gamle vise Väinamoinen, smeden Ilmarin den stærke, og første-elskeren Lemminkäinen,  der synger, maner og bruger trolddom i kampen for en bedre verden, både når de kæmper mod heksen Louhi og deres egne indre dæmoner, mens også når de bejler til de smukke kvinder og venskaber sættes på prøve.

Og det hele starter med verdens skabelse, og en fødsel, der ligesom alt andet i Finland, tager sin tid.

Kalevala er Finlands svar på de islandske sagaer, de homeriske digte og de nordiske Edda-kvad og myter. Her skildres kampen mellem det lyse og muntre Kalevala og det mørke og triste Pohjola.

 

”Kirsebærtræ i blomst”

”Hun havde røde kinder, og de dejligste smilehuller. Hendes øjne glimtede af munterhed, som tænkte hun på tusind, ja titusind sjove historier på en gang……”

Evige Bjerg handler om en japansk bryder, der er på vej til hovedstaden for at bryde for kejseren. En målrettet, karrierebevidst ung mand, der er på vej for at deltage i sit livs brydekamp. Intet kan stoppe ham. Vejen er lang, vinden er kold, og himlen grå, men han er ligeglad. Han vandrer derudaf i fuld fart. Men så sker der noget. Han går i stå. Lige midt på vejen. Hvorfor? Pludselig glemmer han alt om brydekampen, formålet med sin rejse og bliver indhentet af skæbnen og livet og tre stærke kvinder.

Forunderlige og livskloge japanske eventyr.

 

”Dykkeren”

Han er ung, højt begavet og ren af hjertet. I sine studier af de hellige skrifter støder han på begrebet engle. Han bliver så begejstret og fascineret af disse himmelske smukke væsner, at han glemmer alt omkring sig. Ønsket om at komme i kontakt med disse engle, får ham til at studere fuglene, for derefter at gå i gang med at skabe et par vinger for selv at flyve op til dem.

”Pas på hvad du ønsker dig, for måske vil det gå i opfyldelse!” siger et godt gammelt ordsprog, og en dag da Saufe sidder oppe på sit tag og er i gang med at regne ud, hvor lang tid det vil tage og flyve fra en stjerne til en anden, får han pludselig besøg.

Mesterlig og overraskende skæbnefortælling af Karen Blixen.

 

”Hjem kære hjem”

En morderisk historie er sat i en forstad til USA.  Langsomt afdækkes sandheden, lidt efter lidt, scene for scene ser vi, hvordan alle personernes historier er vævet ind i hinanden....i et skæbnesvangert komplot!

Hvem gjorde det? Hvorfor? Hvordan ender dørmåtten 'Hjem Kære Hjem' som det afgørende og måske fældende bevis!

Underholdende og tankevækkende krimi lavet i samarbejde med Laura Kamis Wrang.

 

”Belisa Tusmørke”

Belisa Tusmørke er historiefortæller. Hun lever af at rejse rundt og fortælle historier. En dag bliver hun bortført…….. Hør historien om den krigstrætte oprørsleder, der forelsker sig i den vilde Belisa Tusmørke, pigen med den mynteduftende ånde og de varme brændende hofter.

Og andre historier om lidenskab, kærlighed og erotik, bristede forventninger, personlig styrke, skumring og gry. Forunderlige skæve eksistenser i usædvanlige og uforudsigelige situationer. Hvor det jordnære blander sig med fantasien i et magisk univers. 

Latinamerikanske kærlighedshistorier af Isabel Allende.